Kartoflens historie

Kartoflen hører til natskyggefamilien og den stammer  fra Sydamerika, hvor den har været kendt og dyrket i mere end 3000 år. Specielt i Chile, Colombia og Peru.

Kartoflen kom til Europa i 1537. Det var de spanske soldater, udsendt af Kejser Karl af Spanien, der bragte dem med hjem sammen med alt det stjålne inka-guld. 

I 1600-tallet under og efter 30-årskrigen var kartoflen snart den eneste afgrøde, scarpe online de sultende europæere kunne skaffe sig at spise, men mange ville ikke spise kartofler og døde af sult. 

Det var meget svært at få befolkningen til at spise kartofler, men især var det den franske militærlæge Antonie Parmentier, der gjorde kartoflen populær. Det siges, at han satte vagter om sin kartoffelmark, men om natten kaldte han vagterne hjem – og hvad skete der så? Kartoflerne blev stjålet, og franskmændene begyndte meget småt at lære at spise kartofler.

Denne historie kendes i mange varianter med monarker og fyrster i hovedrollen, således både Frederik den Store af Preussen, Dronning Marie Antoinette og Ludvig den 16. af Frankrig – i midten af 1700-tallet. 

Napoleons-krigene, 1804–1814. Endnu engang sulter hele Europa.  Napoleon taber krigen, men kartoflen vinder. Der spises nu mange kartofler over det meste af det centrale Europa. 

Der er stor usikkerhed om, hvornår kartoflen kommer til Danmark. Som indførelsesår nævnes 1709, hvor danske lejesoldater bringer den hjem fra Irland, men mest sandsynligt er det nok, at det er de franske huguenotter, der bosatte sig i Fredericia omkring 1720, der bragte den til Danmark. 

Kartoffeldyrkningen i Danmark kom først rigtigt i gang med ”kartoffeltyskerne”, som Kong Frederik den 5. hentede til landet i 1700-tallet for at få heden opdyrket. 

Helt op til ca. 1820 betragtedes kartoflen af almuen som uværdig til menneskeføde, og således skriver pastor Lauritz Minis fra Fyn i sin dagbog i slutningen af 1700-tallet, altså nogenlunde på samme tid, som Hofmansgaves hovedbygning opføres af Niels de Hofman: ”Hvorledes at få Potatos yndet af Bonden er et Spørgsmål af ikke liden Vanskelighed, … og man kunne måske lettere indføre en ny Religion end at indføre Potatos.” 

En mindre lærd fynsk præst skriver ligeledes i sin dagbog nogenlunde samtidigt: ”I mit Sogn er der Gud være lovet ingen så fattige, at de er nødig at spise Kartofler.”

Dengang kaldte man spottende kartoflerne for ”tyskerklumper” – og kartofler blev betragtet som svinefoder.

Hunden vil ikke æde dem, hvorfor skal så vi? - sagde bonden.

Til bondens undskyldning skal siges, at han ikke havde lært af ”kartoffeltyskerne”, at kartoflen skulle koges. 

Skiftende stamhusbesiddere på Hofmansgave har været foregangsmænd i kartoflens udbredelse blandt almuen. Således kunne godsejeren ved høstgilder sidde ved højbordet og spise kartofler for at vise bonden, at det var en herlig og sund spise. 

Vi skal helt frem til 1. verdenskrig, før man fandt ud af, at kartoflen havde et meget stort indhold af C-vitamin, og at det var kartoflens udbredelse som menneskeføde, der fik skørbug til næsten at forsvinde i slutningen af 1800-tallet.

 

Man kan ikke tale om kartoflen uden også at omtale den frygtelige katastrofe, det var, da der bredte sig kartoffelsyge (skimmel) over hele Europa i 1845, 1846 og 1847, hvor alle kartofler blev ødelagt. De rådnede på markerne, og millioner af mennesker døde af sult - ikke i Danmark, for dengang var det stadig kun de danske grise, der spiste kartofler, men i Irland, hvor hele almuen levede af kartofler, døde der langt over 1½ million irlændere af sult på 2 år.

 

Kilder: Folk og flora, bind 4 af V. J. Brøndegaard. Hans Kyrre: Kartoflens krønike.

 

Antonie Parmentier serverer kartofler for sine ansatte  ca.1780

Maleri af  Hans Smith, Kartoffeltyskernes huse  i Resenfelde 1908

Kartoffelspiserne, Van Gogh 

   
 

Kartoffellægger af elevatortypen ca. 1950(kan ses på museet)